Min Mac er blevet langsom med tiden

Du vedligeholder både bil, cykel og hus som du bruger dagligt, økonomien bliver set efter i sømmene og man sørger selv for at gå til lægen hvis man skulle fejle noget. Men computeren får som oftest bare lov til at køre indtil den ikke kan mere, hvorefter den bliver udskiftet. Det kan ofte være fristende at udskifte sin gamle Mac med en ny, hvis den begynder at køre lidt langsomt. Måske er den også begyndt at brokke sig over pladsen eller der er nogle programmer som går ned i ny og næ. Vi giver her nogle små tips til hvordan du kan få pustet nyt liv i din gamle MacBook eller iMac, så du kan forlænge dens levetid.

Ryd op på skrivebordet

Selvom det kan lyde ret banalt, så kan en gammel Mac sagtens være påvirket af hvor mange ting der ligger på skrivebordet. Hvis man tænker på at computeren viser skærmbilledet ved at tegne indholdet til dig ca. 60 gange i sekundet, så er det pludselig mange elementer der skal tegnes hvis man har hele skrivebordet fyldt op med filer. Det vil sige computeren både skal tegne skrivebordsbilledet, dokken, baren i toppen af skærmen, de programmer der har ikoner oppe i top-baren og herefter kommer alle elementerne på skrivebordet. Hvis man sørger for at minimere antallet af filer på skrivebordet og i stedet flytter disse i respektive mapper under din bruger, eller i Dokument-mappen, så har du sparet din gamle Mac for en del arbejde allerede der.

Pladsmangel

Din Mac har ikke ubegrænset plads og efterhånden kan man have rigtigt mange ting liggende som man ikke bruger mere. Dette kan både være programmer, billeder, lydfiler eller film som bruges i mindre eller ingen grad. Der er forskellige metoder at rydde op i disse på afhængig af hvor man ønsker at rydde op. Er din gamle harddisk måske blevet for lille med tiden, kan du også med fordel få den skiftet ud til en nyere og større harddisk eller SSD hos os.

  • Programmer
    Programmerne bør man altid kigge efter en gang i mellem, for ofte har man programmer liggende som ikke bliver brugt længere. Disse kan hurtigt samle sig sammen og tage en væsentlig del af pladsen. Programmerne kan som regel slettes ved blot at trække dem til papirkurven og herefter tømme den.
  • Filer
    Dine personlige filer kan man sagtens få brug for på et tidspunkt, men behøver de alle at ligge på computeren og fylde? Her kommer den berømte ’sky’ ind i billedet. Mange tyer til Dropbox når der skal fjernes ting fra computeren. Dog begår mange den fejl at de tror det er nok bare at installere programmet og herefter flytte filerne over i skyen. Dette gør dog ikke at filerne ikke længere fylder på computeren. Der er to metoder hvorpå man kan bruge denne tjeneste til at få mere plads på harddisken, og du kan læse mere om det i vores artikel ”Hvorfor fylder mine filer stadig på computeren?”. Artiklen omhandler blandt andet hvordan du selv kan vælge hvilke mapper der skal lægges op i skyen og hvilke der stadig skal ligge på computeren.
  • Billeder
    Billeder kan være svære at undvære og selvom man kan vælge at gøre brug af ovenstående løsningsforslag, er der på din Mac en let løsning på pladsproblemet med dine billeder. I OS X 10.10.3 udgav Apple deres helt nye fotoprogram Fotos til at erstatte deres gamle program, iPhoto. Dette program har funktioner der er sammenlignelige med f.eks. Picasa og andre programmer. Fordelen ved at bruge Fotos frem for iPhoto er den inbyggede sammenkobling med iCloud Fotobiblioteket. iCloud Fotobibliotek er kort sagt et sted til alle dine billeder som ligger i Fotos, eller på din iPhone eller iPad. For at slå iCloud biblioteket til, skal du gå ind i Systemindstillinger → iCloud og herefter aktivere iCloud Fotobibliotek. Fotos vil herefter begynde at hente billeder ned i tilfælde af at du har eksisterende billeder i dit iCloud Fotobibliotek, og du vil have mulighed for at importere dine gamle billeder i programmet så den automatisk også lægger dem i dit iCloud Fotobibliotek.Men hvordan sørger dette for at frigive plads på computeren hvis alle billeder alligevel bliver hentet ned fra skyen?Det klares ved at ændre på en enkelt indstilling. Åbn programmet Fotos, tryk på Fotos oppe i venstre hjørne og gå ind i Indstillinger og vælg iCloud.

    Mere plads paa min Mac 1

    Her skal du sørge for at den står til at optimere pladsen på din enhed. Denne indstilling gør at programmet kun henter små udgaver af dine billeder ned på computeren og henter kun den fulde udgave hvis du aktivt går ind og åbner billedet derfra.

    Mere plads paa min Mac 2
    Bemærk: Afhængig af hvor mange billeder du har, kan det være nødvendigt at tilkøbe mere plads.

Oprydning i systemfilerne

Selvom dette punkt kan virke meget avanceret, er det noget man sagtens selv kan gøre. Systemfilerne er i konstant arbejde og påvirkes af mange ting. Har du igennem tiden opdateret styresystemet uden på forhånd at slette det gamle, er der en masse gamle indstillinger og rester som måske ikke kører korrekt. En diskoprydning kan klares fra programmet ”Diskværktøj” enten når computeren er startet helt op, eller inde i gendannelsesdrevet. Det bedste resultat får du igennem gendannelsesdrevet da den kan rydde op imens systemfilerne hviler sig.

Diskværktøjet finder du under Hjælpeprogrammer i mappen Programmer. Programmet kan også åbnes ved at trykke på forstørrelsesglasset i højre hjørne (standard genvejstaster: cmd + mellemrum), hvorefter du skriver ”Diskværktøj”. Når programmet er åben vil du i venstre side kunne se en liste over de harddiske og enheder du har i computeren. Øverst vil du se navnet på din harddisk, og lige under skulle der være en forskudt ”harddisk” som ofte hedder Macintosh HD. Vælg denne og sørg for den står på fanen Førstehjælp. Herefter kører du en kontrol og efterfølgende reparation af disktilladelser. Dette kan tage flere minutter, måske op til et par timer afhængig af alderen på computeren, samt hvor meget rod der er i systemfilerne.

Når den er færdig skal du køre en kontrol og reparation af disken. Igen kan dette tage lang tid, så hav tålmodighed.

Når den er færdig er der atter orden i systemfilerne hvilket gerne skulle kunne mærkes efter en genstart.

Som nævnt kommer det bedste resultat hvis du gør dette fra gendannelsesdrevet. For at komme derind skal du trykke på knapperne cmd + R lige efter du hører opstartstonen når du tænder computeren.

Afhængig af det installerede styresystem vil du kunne finde Diskværktøj på det første skærmbillede, eller under ”Hjælpeprogrammer” oppe i topbaren. Når du har åbnet diskværktøjet følger du ovenstående guide.

Bemærk: Fra OS X 10.11 eller den udgave der hedder El Capitan ændrede Diskværktøjet sig så man her kun skal trykke på Førstehjælp hvorefter man får mulighed for at køre en fuld førstehjælp på systemet.

Opgrader hardware

Som en sidste ting kan man vælge at opgradere hhv. harddisk og RAM i Mac’en. Selv anbefaler vi at man får installeret minimum 8GB RAM i computeren sammen med en SSD i en passende størrelse. En SSD er en digital udgave af den traditionelle harddisk, som kan levere hastigheder der er yderst mærkbare selv på gamle Macs. Alt du skal gøre her er, at kontakte os for at få et tilbud.