Hvorfor fylder mine filer stadig på computeren?

Det er vigtigt at sikre dine filer og samtidig har du måske brug for at kunne tilgå dem fra flere enheder. Her vælger mange selvfølgelig en løsning som Dropbox som kan levere netop dette. Programmet bliver installeret på computeren, og nu har du altid adgang til dine ting.

Pladsen bliver flittigt brugt på feriebilleder, videoklip til fremvisninger i forbindelse med arbejdet, og en masse dokumenter. Pludselig kommer dagen hvor din Mac begynder at brokke sig over at der ikke er mere plads tilgængelig på harddisken. ”Underligt…” tænker du, ”Det hele ligger jo oppe i skyen!”. Det har du også helt ret i, men for at du kan tilgå filerne direkte fra computeren, også selvom du er offline, kræver det at Dropbox henter det hele ned på din computer. De fylder altså lige så meget som de ville gøre i en hvilken som helst anden mappe. Dropbox er som standard sat op til at den skal synkronisere alt fra skyen ned på din computer. På den måde sikrer du dig at opdateringer til dokumenter og lignende automatisk bliver skubbet videre til dine andre enheder. Det er en smertefri løsning lige indtil din Mac ikke længere har nok plads til at opbevare dine ting.

Vær kritisk

I dette tilfælde er det vigtigt at bruge noget tid på at gå igennem alle filer og mapper i Dropbox. Har du brug for at kunne tilgå alle disse ting offline, eller er der nogle mapper som du kan nøjes med at tilgå kun når du er online? Det er det vigtigste spørgsmål du skal stille dig selv, da det kan spare dig for uhyrligt meget plads på din Mac.

Når du har fået et overblik over dine mapper og filer, har du nemlig mulighed for at vælge specifikt hvilke mapper der skal synkroniseres ned. Dette gælder kun på mappe-niveau og kan altså ikke gøres på filer alene.

Valgfri synkronisering.

Valgfri synkronisering kan let aktiveres via programmets ikon i toppen af skærmen. Højreklik herpå og vælg Indstillinger.

Under Konto kan du nu vælge ”Valgfri Synkronisering”

Mere plads paa min Mac 2

Der kommer et vindue frem hvor du kan vælge hvilke mapper du ønsker skal forblive på computeren, og hvilke mapper der kun skal ligge i skyen.

Hvordan tilgår jeg disse mapper fremover?

De mapper du vælger kun at kunne tilgå online, kan du tilgå fra siden www.dropbox.com. Login med din bruger og adgangskode, og du vil herefter få præsenteret en mappeoversigt som svarer til den du har på computeren plus de mapper du fjernede fra computeren. Her har du mulighed for at flytte rundt på dine filer, hvis du skulle have noget i en mappe på computeren som skal over i en mappe der kun ligger i skyen.

Din Mac skulle nu have mere plads at arbejde med, afhængig af hvor store filer eller hvor mange filer du har flyttet væk fra computeren og ud i skyen.